line space

Foredragsrække - OnsdagsGÆSTEN

Onsdag den 21. september 2022 til onsdag den 15. marts 2023, kl. 10 mødegange kl. 14-16.
Gilleleje Hallen / Møllegården, Bøgebakken 19, Gilleleje

Foredragsrække - OnsdagsGÆSTEN

Uge. 38 - 21/9 2022 - Skibet fra helvede. Jesper Clemmensen og Thomas Albrectsen.Tidligt på dagen den. 5. maj 1945, mens Mønbeboerne langsomt vågnede efter at have fejret.
Frihedsbudskabet, blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til det lille
fiskerleje Klintholm Havn. Lasten bestod af 345 fanger fra kz-lejren Stutthof,
og en redningsaktion, som man ikke havde set magen til, tog sin begyndelse.SKIBET
FRA HELVEDE er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan Anden Verdenskrigs
rædsler drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på
pause. For mønboerne - med en gruppe modstandsfolk, lokale læger og Dansk Røde
Kors-medlemmer i spidsen. De satte deres eget liv på spil og kastede sig ind i
arbejdet med at hjælpe de udsultede, syge og døende kz-fanger.I dette foredrag
fortæller Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen om en lokalbefolkning, der ved
et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et
unikt sammenhold og hjælpsomhed. En historie om at blive reddet fra rædsler og
skulle slå sig ned i et nyt og fremmed land.

Uge 40 -
5/10 2022 -.Jacob Wendt Jensen - Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden


Poul Bundgaard blev Danmarksberømt som Kjeld i
Olsen Banden, hvor han med sit store komiske talent skabte en figur, som de
fleste danskere kunne spejle sig kærligt i. Men Bundgaard var også et menneske,
der levede i krydsfeltet mellem at være generøs og omsorgsfuld hjemme og hårdt
ramt af sceneskræk ude. En mand hvis hemmelige drøm om, at blive operasanger
led et knæk. En mand, der som skuespiller kunne langt mere, end han blev bedt
om. Og som døde med støvlerne og Kjelds kostume på.

Nu kommer omsider den menneskelige historie bag
de store succeser, linedansen som menneske og de mere skjulte sider af Poul
Bundgaard i en nuanceret og rigt illustreret biografi. Bogen er baseret på mere
end 50 nye interviews med familien - Fru Kirsten og børnene - og stribevis af
venner og kolleger.

Uge 44 - 2/11 2022
Torben Vigh - Mine 30 år som livvagt.
Gennem 30 år - længere end nogen anden dansk
livvagt - har Torben Vigh passet på danske og udenlandske politikere,
Muhammed-kritikere og ikke mindst hele tre generationer af det danske kongehus
fra dronning Margrethe over kronprinsparret til deres børn. I denne bog giver
han et indblik i arbejdet med personbeskyttelse fra 1980'erne og frem til i
dag, hvor der er sket store forandringer i både det danske samfund og verden
udenfor. Torben Vigh har rejst verden rundt med sine VIP'er på både private
ferier, officielle besøg og store statsbesøg. Han fortæller om, hvordan man som
livvagt altid skal være forberedt på det værst tænkelige, uanset om man kører
tværs over USA med kronprinsen, går ved siden af dronningen på en karettur i
København eller er på statsbesøg i Japan. Og han fortæller om, hvordan det
føles, når man har fri lige præcis den dag, terroren rammer Danmark. I
forbindelse med foredraget vil der også være tid til spørgsmål og debat med
publikum.

Uge 46 - 16/11 kl. 14-16 Camilla
Kornerup - Petra- Verdens 8. vidunder.
En kilometerlang snørklet kløft
skærer sig gennem klippevæggene og viser vej ind til Petra. Undervejs fortæller
nicher med rester af gudebilleder om Nabatæernes forunderlige religion, og så,
lige pludselig står man foran El Khazneh, Skatkammeret.

Hvem mon ligger begravet i dette klippetempel? En konge eller måske en
dronning? Bygget med inspiration fra både Alexandria og Grækenland vidner det
40 meter høje monument om et kulturelt højtstående folk.

Ruinerne i Petra kaldes med rette verdens ottende vidunder og er på
UNESCOS liste over verdens kulturarv. Det tager dagevis at udforske resterne af
byen. Man vandrer op og ned ad klipper hvor de godt 800 huler, offeraltre,
templer, kongegrave, statuer, relieffer og obelisker fortæller historien om et
af mellemøstens mest særprægede folk.

Nabatæerne var oprindeligt nomader fra den arabiske halvø, med blev
fastboende efterhånden som de fik monopol på kontrollen af karavanehandelen. I
år 106 e.kr. indlemmede kejser Trajan byen i Romerriget og udbyggede teateret
så det kunne rumme 7000 gæster.

Under foredraget kigger vi nærmere på teatret og hører om vandforsyning
i ørkenen, solguden, blodofre, dødekult og handelen med krydderier, myrra,
røgelse og silke. Med til at præge byens udvikling var ikke mindst de mange
handlende fra fjerne kulturer, der holdt hvil i Petra undervejs på
karavanevejene, som strakte sig fra Ægypten i vest til Indien i øst.

Uge 48 -
30/11 2022 - Per Arnoldi - Fortællingen om tilblivelsen af to monumenter,
modstand, og medgang, idè, udformning og realisering.
Per Arnoldis personlige fortælling om de to
seneste værker, og deres dramatiske tilblivelse. Kunstneren har de seneste år
færdiggjort to monomenter af national betydning. HM Dronningen kunne derfor 29.
august 2017 i Mindelunden, Ryvangen i København indvie et stærkt mindesmærke
for de over 2000 danske krigssejlere, der faldt i allieret tjeneste under WW2. 5.
maj 2021 kunne Dronningen ligeledes klippe snoren over til monumentet: "Oktober
1043" ved Peder Mads Strand, syd for Sletten, til minde om den herioiske men
improviserede store redningsaktion, der de mørke efterårsnætter i oktober 1943
bragte langt de fleste af den danske jødiske befolkning (ca. 7000) over sundet
i sikkerhed i Sverige.Begge markante monumenter er skabt af kunstneren Per
Arnoldi, der ligeledes er kendt som en levende og medrivende fortæller.

Uge 3 - 18/1 2023 - Louise
Korsgaard - Verdens uudforskede steder.
Tag med
kvindelig eventyrer Louise Korsgaard på huleudforskning. Foredraget er en
opdagelsesrejse til ukendte huler i Papua New Guinea, Malaysia, Indien og
Spanien. Med billeder og filmklip løfter Louise sløret for hulernes
hemmeligheder og giver et sjældent indblik i en huleudforskers hverdag under
jorden. Se og hør hvordan 3-dimensionale labyrinter af dybe skakter, snævre
mudrede passager, brusende underjordiske floder og gigantiske
krystal-dekorerede sale bliver opdaget og kortlagt.

Uge 5 - 1/ 2 2023 -
Kim Greiner - Island rundt på 15 dage
I sommeren
2021 var Island stadig næsten lukket land for tilrejsende, men med coronapas og
tests blev vi lukket ind. Foredraget starter med en kort historisk oversigt fra
vikingernes indtog på øen til moderne tid. Herefter fortælles om islandske
heste, gletsjers vandring, hvalsafari, gamle tørvegårde, et heksemuseum, og et
polarrævecenter blandt rigtig mange andre ting. Island er et så anderledes land
end alle andre lande på denne jord, så en foredragsoplevelse venter.

Uge 7 - 15/2 2023 - Hendes Majestæt Dronningens
Jagtkaptajn og chef for Kongeskibet Dannebrog.
Kommandør og kammerherre Christian A. Nørgaard
som indtil 31. januar 2019 gjorde tjeneste som Hendes Majestæt Dronningens
jagtkaptajn og chef for Kongeskibet Dannebrog, fortæller om sit spændende dobbeltjob,
om Kongeskibet og besætning, oplevelser under togter, ikke mindst ved Grønland-
og dermed om et lille udpluk fra de knap 50.000 sømils sejlads, under hvilke
han har haft ansvaret for kongelige, besætning og skib.

Uge 9 - 1/3 2023 - Ib Michael - De syv rejser. Forfattereftermiddag med
udgangspunkt i seneste udgivelse De 7 rejser.

Forfatteren Ib Michael
har set mere af verden end de fleste, og i DE SYV
REJSER fortæller han om sine mest skelsættende eventyr: Til Venedig på
jagt efter den østrigske maler Hundertwasser, til Mayalandet med Per Kirkeby
for at genfinde de forsvundne byer, til Hjortelandet for at deltage i
Huichol-indianernes ceremonier, tværs over Atlanterhavet med Troels Kløvedal og
Nordkaperen, til Amazonas for at redde regnskoven, til hjemstedet for gudindekvinder,
Zihuatanejo i Mexico, for at finde kærligheden og endelig til Tibet for at
bevidne en hårrejsende himmelbegravelse. Uge 11 - 15/3 2023 - Eric Øtting Andresen: En eftermiddag med Evert Taube. Cowboy på Atgentinas pampas, fyrbøder på verdenshaveve, boheheliv i Stockholm, familiefar og kærlig ægtemand i skærgården. Den svendske visedigter og sanger Evert Taube prøvede det hele. Han satte selv sit liv i scene og brugte det som baggrund for sine herlige viser, som er kendt og elsket. Eric Øtting Andersen synger og spiller en smuk buket af Evert Taubes viser og fortæller om den svendske nationalskjalds liv og sange, ligesom der også er mulighed for fællessang af de mest kendte viser

Underviser: Anette B. Mikkelsen
Hold: 222403
Arrangeret af LOF Gribskov.


Se mere om stedet